Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sprogsporet – indskoling med fokus på sprog

Nordfyns Kommune har fra skoleåret 2023/24 lavet et indskolingstilbud i Skoledistrikt Glavendrup, afd. Særslev. Her kan elever med sproglige eller talesproglige vanskeligheder få de bedste betingelser for udvikling. Målet er at give alle elever de bedst mulige betingelser for at udvikle sig sprogligt, fagligt og socialt. 

Indskolingsklasser med fokus på sprogmiljøet 
Sprogsporet er etableret i indskolingen med fokus på 0.-2. klasse. Talepædagogen Maria Kolind Knudsen er tilknyttet klasserne og er med til at give eleverne den ekstra støtte, de har brug for. Der er ca. 5 elever med sproglige eller talesproglige udfordringer i en klasse, mens resten af klassen består af elever med typiske sprogfærdigheder. Det særlige fokus på at skabe et understøttende sprogmiljø kommer alle elever til gode i hverdagen. Elever, der har brug for talepædagogisk undervisning, har mulighed for at få individuelle forløb eller gruppeforløb lagt ind i hverdagen, så det forstyrrer deres øvrige undervisning mindst muligt.


Hvordan foregår skoledagen? 
Alle elever modtager den grundlæggende undervisning, forberedelse til dansk og matematik og introduktion til sociale aspekter af skolelivet, som er en obligatorisk del af indskolingen. I hverdagen integreres støtte til elever med sprogvanskeligheder i undervisningen ved at vi understøtter med forklaringer af nye ord, opgaver og lege med en høj grad af visualisering. Vi viser, hvad der skal foregå ved selv at vise det i praksis samt tegner og viser billeder for at sikre, at alle har det bedste grundlag for at følge undervisningen. Dette kommer alle i klassen til gode og metoderne er meget velegnede til arbejdet i indskolingen.


Målgruppen
Tilbuddet henvender sig til elever med den udviklingsmæssige sprogforstyrrelse DLD (Developmental Language Disorder) eller lignende sprog- og talevanskeligheder. Det er elever, som har vedvarende vanskeligheder med at tilegne sig, forstå og producere sprog.

Eleverne kan eks. have svært ved:

At lære og forstå ord At forstå en kollektiv besked At lære sprogets lyde At relatere ord til bogstaver At sætte ord i den rigtige rækkefølge


Indstilling til Sprogsporet
Logopæder fra kommunens PPR kan i samarbejde med forældre og dagtilbud indstille et barn til en plads. Det er ikke et specialtilbud, men klasser i alment regi.

Når dit barn starter på Sprogsporet vil dit barn blive tilbudt plads i førskolen sammen med de fremtidige klassekammerater. Her vil ikke være logopædisk undervisning, da der er fokus på at få dannet gode sociale relationer.